Slaget ved Schelde

Slaget ved Schelde
Del af 2. verdenskrig
"Buffalo" færger canadiere over Schelde i Zeeland, 1944
Dato 2. oktober - 8. november 1944 Sted Nordlige Belgien og sydlige Holland Resultat Allieret sejr som åbnede havnen i Antwerpen for allieret skibsfart
Parter
Canada  Storbritannien  Polen  Belgien  Holland  Norge	Nazi-Tyskland
Ledere
Harry Crerar (1. canadiske armé) Guy Simonds (fungerende)	Gustav-Adolf von Zangen (15. tyske armé)
Styrke
Ukendt	90.000
Tab
Canadiske: 6.367 Ialt 12.873	ca. 10-12.000 41.043 taget til fange

Slaget ved Schelde var en række militære operationer, som blev udført af 1. canadiske armé under generalløjtnant Guy Simonds. Slaget foregik i det nordlige Belgien og det sydvestlige Holland under 2. verdenskrig mellem 2. oktober og 8. november 1944^[1]

I september 1944 var det blevet af afgørende betydning for de allierede at få ryddet begge sider af Scheldemundingen for at åbne havnen i Antwerpen for allieret skibsfart, og derved lette de forsyningen af de allierede hære i Holland, Belgien og hele vejen østpå til Vestvolden.^[2] Siden de allierede styrker var blevet landsat i Normandiet i Frankrig på D-dag, 6. juni 1944, var den britiske 2. armé trængt frem til Belgien og havde erobret Bruxelles og Antwerpen. Antwerpen var blevet erobret med havnen intakt, og det vile have stor betydning for de allieredes forsyningssituation at kunne bruge den til losning af forsyninger. Men fremrykningen stoppede her, og tyskerne havde stadig kontrollen med nordsiden af Schelde ud til Den engelske kanal.

Der blev ikke gjort noget ved blokaden af havnen i Antwerpen i september fordi hovedparten af de allierede ressourcer gik til Operation Market Garden, general Montgomerys dristige plan om et smalt fremstød, der skulle sikre et fodfæste på den anden side af Rhinen ved Arnhem, og derfra give mulighed for et fremstød ind i Tyskland. Operationen startede den 17. september. I mellemtiden kunne de tyske styrker ved Schelde forberede deres forsvar.

I starten af oktober, efter at operation Market Garden var slået fejl med store tab til følge, gik allierede styrker under ledelse af den 1. canadiske armé i gang med at få kontrol over adgangen til havnen i Antwerpen. De velforskansede tyske forsvarere gennemførte et effektivt henholdende forsvar. Slaget ved Schelde blev vanskeliggjort af det sumpede terræn, og blev et yderst besværligt og kostbart felttog. Historikere har stort set overset det, indtil i de senere år.

Efter fem ugers vanskelige kampe lykkedes det for 1. canadiske armé, med støtte af tropper fra en række andre lande, at sikre sig kontrollen over Schelde efter adskillige amfibieangreb, krydsning af kanaler og kampe i åbent terræn. Der var miner på både landjorden og i vandområderne og tyskerne forsvarede deres tilbagetog med såvel artilleri som snigskytter.

Det lykkedes endelig for de allierede at rydde havneindløbet den 8. november, men det kostede 12.873 dræbte, sårede og savnede, heraf halvdelen canadiere.^[3]

Da de tyske forsvarere ikke længere udgjorde en trussel tog det yderligere tre uger før det første skib med allierede forsyninger kunne losse i Antwerpen (den 29. november 1944), da indløbet og havnebassinerne først skulle renses for miner.

1. ^ Veterans Affairs Canada. The Battle of the Scheldt Arkiveret 11. februar 2009 hos Wayback Machine. Hentet den: 30. august 2008.
2. ^ "The Siegfried Line Campaign". http://www.army.mil/. 1944-1945. Hentet 2007-02-05. {{cite web}}: Ekstern henvisning i |publisher= (hjælp)
3. ^ Montgomery gav den 3. canadiske infanteridivision øgenavnet "Water Rats" (vandrotter) – en parallel til de berømte ørkenrotter i 7. pansrede division. General Crerar skulle efter sigende have hadet navnet, selv om det var ment som et kompliment for deres succes med amfibieoperationerne i Normandiet og ved Schelde. (Granatstein, Jack. The Generals: Canadian Senior Commanders in the Second World War.)